mandag den 31. december 2018

Feminister bag ny bibel: Den gamle misbruges til sexisme

Forkert udlægning af hellig bog har fået kvindelige teologer til at udgive ny tolkning

På baggrund af #metoo-bølgen har en gruppe erklærede feministiske teologer, der tæller både katolske og protestantiske, nu udgivet deres egen bibel.

Den gamle - eller rigtige bibel om man vil - er ikke som udgangspunkt sexistisk, men misbruges til sexisme, lyder det fra gruppen af kvindelige teologer.

Det skriver en række udenlandske medier, blandt andet Telegraph.

Deres eget bud på bibel med en feministisk vinkel udkom i oktober, og den hedder 'Une bible des femmes' - kvindens bibel.

Hovedkvinderne bag bogen er Lauriane Savoy og Elisabeth Parmentier fra det teologiske fakultet i Genève. I alt er 18 kvindelige teologer - både katolske og protestantiske - part bogen.

- Problemet er, at Bibelen er blevet brugt til at styrke kulturelle stereotyper, mens man ser tæt på den bibelske tekst, de er meget mere varierede, end folk tror, lyder det fra Elisabeth Parmentier.

- Eksempelvis hvor apostlen Paulus siger 'Hustruer, underkast jer jeres mænd', men han sagde samtidig 'mænd, elsk jeres koner'. Det var revolutionerende på den tid. Men den sidste del af sætningen blev skåret bort af datidens kirkeledere, der ønskede at styrke det patriarkalske syn på samfundet, lyder det fra Parmentier.

Et andet eksempel er Maria Magdalena, der er den kvindelige karakter, der ifølge de feministiske teologer fylder mest i evangelierne.

- Hun stod ved Jesus, da han døde på korset, og hvor alle de mandlige disciple var bange. Hun var også den første til at gå til hans grav og opdage hans opstandelse. Men hun er beskrevet som en prostitueret, og endda som Jesu elsker i nyere fiktion, lyder det fra forfatterne.
citat: Ekstrabladet.dk 31/12 2018