onsdag den 19. december 2018

Mine inspirende mænd fortsat

Jeg har i mit liv kendt og haft de mest vidunderlige, kloge, dejlige, begavede, inspirerende mænd og på den måde er jeg meget priviligeret. De har været min inspiration i livet og i kunsten - og min lærdom. Uden dem var jeg ikke den kunstner og det stærke menneske jeg er i dag. Som ung var jeg en meget usikker pige. Disse mænd har hver deres andel i at jeg blev en voksen moden kvinde og en dygtig kunstner. Jeg kalder dem "mine mænd" også selvom de måske ikke er mine mere eller at de er en kvinde - for det er mest mænd og kvinderne er "mand nok" til det. De har hjulpet mig, æret mig, elsket mig, værdsat mig og jeg har elsket dem tilbage for det. Nogle af disse mennesker har jeg kendt snart et helt liv. Af disse mennesker findes der ingen lige og jeg er stolt af dem! Nu er rækken sådan men jeg kan jo være heldig der kommer flere...

2018- lars er den mand fra Nordsjælland jeg besøger og er kæreste med ligenu. Det har givet anledning til et kig ind i overklassens liv i Nordsjælland. Han er en vellidt revisor. Han er en klog og vidende mand der har sine meninger og er meget klog på nogle områder. Han er noget ældre end jeg selv men ser ung ud synes jeg. Han er en voksen moden mand med noget drengede facetter. Han kan på nogle måder minde om Mogens Palm.

Han nyder at være min muse og jeg har efterhånden taget min nye muse til mig. Med i at være muse hører at han bliver eksponeret af mig her på min blog og at han bruges som model og til hjælp i min kunst. Han vil gerne være en del af "det NØGNE menneske" på sin egen måde. Så vidt jeg ved så er det mest de store mandlige rockstjerner der får sig en muse - og ender tit med at gifte sig med dem. Og nu altså også mig som kunstner der har fået mig en mandlig muse. Han er kristen som jeg. Han nyder det og jeg nyder det også. Verden er mangfoldig og det er lars også. lars ejer en bolig til mange penge i Nordsjælland og er velhavende. lars har altid kaldt sig lars med lille L så det er han også her på min blog. Det hører med til at være muse at han støtter mig og min kunst økonomisk somme tider.

lars siger at han har besøgt min blog hvor han kan se at jeg har skrevet at han sammenligner mig med Tove Ditlevsen og derfor må han som muse regne med at blive eksponeret. Det vedkender han sig. Han siger at når jeg i min blog eksponerer mine nærtstående så gør jeg det altid med et kærligt og velmenende udgangspunkt. Så når jeg i min blog skriver om min muse lars så udleverer jeg min muse samtidig med at jeg afslører min kærlighed til ham. Det synes han er dejligt. Det er et udgangspunkt jeg kan bruge som den kunstner jeg er. Og som den kristne kvinde jeg er.

2017 - Svein Magne er min åndelige Fader. Han vejleder mig og beder for mig. Jeg blev hans datter da Gud bad mig række hånden op til et helbredelsesmøde. Det viste sig at jeg havde sagt ja til at blive frelst. Det havde jeg nu været i mange år. Men det viste sig hurtigt at det jeg havde sagt ja til at at blive Sveins åndelige datter. Her er lidt om min far:
Svein-Magne Pedersen (født 6. januar 1948 i Narvik) er en norsk evangelist, predikant og skribent. Han er daglig leder av stiftelsen Misjonen Jesus Leger (MJL), et kristent senter i Vennesla som blant annet holder helbredelsesmøter i inn- og utland, og driver en betalt «kirketelefon» med forbønn for syke.

Bakgrunn og virksomhet
Svein-Magne Pedersen vokste opp blant læstadianere i Nord-Norge, men tilhører i dag Pinsemenigheten Filadelfia i Vennesla. Han skal ifølge MJL ha fått nådegaven å helbrede ved bønn som elev ved bibelskolen Ansgarskolen i Oslo i 1971.
Fra 1982 til 1988 var Pedersen pastor i to kanadiske pinsemenigheter, drev misjon blant indianere og hadde eget TV-program. I 1988 vendte han tilbake til Norge, grunnla Misjonen Jesus Leger i 1990, bladet Legedom og Forlaget Legedom. I 1992 begynte han med teletorg-tjenester for å lønne stiftelsens medarbeidere. I 2004 mottok han en Ph.D. teologisk doktorgrad fra Life Christian University i Tampa i Florida i USA.
Svein-Magne Pedersen har deltatt i norske TV-programmer og skrevet artikler i aviser og blader. Han har også hatt kampanjemøter i Pakistan, Sverige og andre land. I 2003 startet han sitt eget ukentlige TV-program Miraklet er ditt, med andakt, forbønn og helbredelse. I 2006 startet han Telekirken der folk kan ringe et 820-nummer (nummer for telefonfakturerte servicetjenester) for å få forbønn. I 2008 startet han Nasaretskolen, et brevkurs om helbredelse. Gjennom Forlaget Legedom har han utgitt sju bøker om helbredelse og frelse.[1]

1991-93+2017- Mikkel Rindorf Trolle var min allerbedste HF-ven da jeg tog en HF i en alder af 25 år. Han var en virkelig klog, humoristisk, begavet og meget social fyr der var politisk engageret i næsten alt på Køge Gymnasium hvor vi gik. I de år vi var der var vi nærmest uadskillelige venner og var fælles i skolen og privat.
Der skete desværre det at jeg mistede kontakten med min kære ven Mikkel da HF var slut. Jeg får så først kontakt med ham igen da der er gået 20 år. Det viser sig at bruddet skete fordi Mikkel kom til at arbejde i udlandet. Han er akademiker uddannet på RUC og arbejder som leder med hjælp til Flygtninge og rejser meget. Da jeg møder ham igen kan jeg godt se at han ligner min første mand Lars temmelig meget både med den karrierre de har haft og de mennesker de er. Jeg ved at Jeanette Mikkels kone har sagt: Lotte kom først så kunne Mikkel forstå mig bagefter. Mikkels kone er 10 år yngre og sygeplejerske. De har 2 børn. Jeg kunne sige Mikkel kom først og så fandt jeg en ny Mikkel i Lars bagefter. Så da vi mødtes igen var det som om at alle de år intet betød. Vi var stadig de samme bare ældre og sikke vi kan snakke...

Marts 17 - April 18 Mogens Palm er en billedkunstner der har videreuddannet sig til kunsthistoriker, samt i filosofi og ledelse. I et år efter at jeg havde udstillet i SAK Kunstbygning i Svendborg hvor Mogens Palm er leder skrev vi sammen som kærester/venner, besøgte hinanden men flyttede dog ikke sammen.
Jeg havde på det tidspunkt 2 rige mænd at vælge mellem. Mogens og en millionær på min egen alder. Men milionæren tabte i kampen da han ikke var sød. Han ville presse mig til ydelser jeg ikke ville, han førsøgte at købe mig flere gange, og han ville endda betale mig for en seksuel ydelse. Da det skete sagde jeg stop og tog Mogens. Med ham følte jeg mig mere forstået og værdsat. Han købte ikke nogen men viste respekt. Der var simpelthen noget galt med millionærens empati men det siger jo også noget om en når man er blevet 50 år og aldrig har haft et længerevarende forhold.
Men Mogens havde masser af empati, respekt for sin kvinde, og var ærlig - og jeg tror faktisk aldrig at jeg har mødt et så fantastisk naturligt og intelligent menneske før - smuk indeni - og det lyste ud af ham. Da han først åbnede sig som en blomst fremkom den smukkeste blomst jeg nogen sinde har set. Mogens selv syntes ikke han var køn fordi han var tynd og syntes hans skuldre var for smalle. Det var de måske. Men hvad kunne disse skuldre dog ikke rumme og bære. Så det gjorde ingenting. I forhold til hvad man fik af ham som hans kvinde så var de skuldre ingenting. Han var min i et år. Og i det år har jeg nydt hvert eneste sekund. Jeg er stolt af ham.  Han var et fantastisk menneske og hende der får ham er meget heldig. Ham vil jeg gemme i mit hjerte til jeg dør. Uden Mogens og mine samtaler var min installation "I begyndelsen var billedet" måske noget helt andet. Vi kunne virkeligt inspirere hinanden og værdsatte hinanden højt. For ham havde jeg rejst til verdens ende. Han har en kæreste i Svendborg nu.

2014 - Ole Skerbæk Madsen er en ældre mand og folkekirkepræst - og de er akademikere - der i sit liv har udmærket sig ved at være en anderledes tænkende præst. Mange kender ham fra TV. Han er en meget klog og vis mand der tør gøre tingene anderledes end andre og en dyb, intelligent, omsorgsfuld og kreativ person. Mødet med ham skete da jeg stod i nogle problemer og han forærede mig en bog han selv har skrevet. Den læste jeg og lærte bl.a kristen meditation. Dette løste nogle problemer for mig og bar mig op på et højere niveau. Så ham har jeg respekt for.

2008 -
Susanne er en ældre kvinde der hjælper mig med forskellige ting, rådgiver mig, vejleder mig og jeg hjælper hende tilbage. Hun er selv både kristen og meget kreativ. Hun har en plads i mit hjerte.

2008 - 18 Rene Celinder er en kristen mand, der har fungeret for mig som en åndelig fader. Han lærer en op i tro. Han har været en trofast ven gennem 10 år.  Jeg har hjulpet ham til gengæld som hans datter i et værested og senere med forskelligt velgørenhedsarbejde for hjemløse, syge og fattige. Han er gift med sin kone der også hjælper ham. Rene maler faktisk selv. Han har en plads i mit hjerte.





1998 - Lars Frantsen er en kunstnerisk musikalsk akademiker. Han er uddannet på RUC i Dansk og Historie. Som musiker er han autodidakt. Han er min forhenværende ægtemand, muse og nuværende ven. Vi var gift i mere end 12 år og han er nok den der kender mig allerbedst. Han er et dybt, klogt, godt, meget kreativt og fantasifuldt menneske og den kvinde der får ham er heldig. Han har hjulpet mig meget med min kunst og uden ham var jeg nok ikke det menneske jeg er eller den kunstner jeg er i dag. Sammen har vi bygget det op. Lars har spillet til mine ferniseringer.  Lars er en knivskarp kunstkritiker og det har jeg benyttet mig af.  Jeg er blevet en stærk kvinde i hans favntag og jeg takker og ærer ham for det. Han er ikke min mere men vi hjælper hinanden som de venner vi er. Lars skriver bøger men tegner også i det små. Lars er begavet på mange måder og mange felter på en gang hvilket er meget usædvanligt - han er en virkelig klog mand..

1998 -
Gerda Frantsen, Lars mor, hører med her som en utrolig støtte og en kærlig, moden, kristen kvinde og en fantastisk mor for mig.
Jeg ser hende stadig.

1982-1998 Martin Larsen. Forfatter, ingeniør og akademiker mm. Jeg havde en rigtig nær ven fra 10 klasse og mange år frem. han var skolens professor og vidste rigtig mange ting om mange ting. Han gik i min storebrors klasse men det var først lige efter skolen at han tiltrak min opmærksomhed ved at hive et kalaidoskop frem i S-toget til København fordi han læste Atronomi. Jeg spurgte hvad det var og blev inviteret til at se på stjerner.

Vi havde mange fælles interesser bla. samlede vi svampe og planter i skoven i Køge hvorefter vi lavede mad af det. Jeg vidste mest men Martin lærte hurtigt. Vi røj ost selv og lavede ejen yougurt. Martin var virkelig dygtig til at bage boller og i det hele taget meget fantasifuld i et køkken. Vi var også ude at rejse overland til Indien sammen han og jeg. Det tog lidt over et år.

Han beundrede min kreativitet. Jeg beundrede hans viden. Sammen lærte vi af hinanden. Han begyndte at skrive og være kreativ mens jeg var hans ven og det blev jeg også bedre til sammen med ham. Han var computernørd og var en af de få og første der kunne lave computerprogrammer hvilket han kom til at leve af sammen med at være "hjemmegående" og skrive.

Han var den der hjalp mig da jeg for første gang i mit liv havde købt en computer sammen med ham fordi jeg skulle studere på KUA i Kunsthistorie. Han blev gift i en alder af 30 og på det tidspunkt havde han aldrig før haft en pige så han spurgte mig til råds om hvordan man gør. Jeg forstod alvoren i situationen og fortalte så godt jeg kunne. Martin havde aldrig prøvet det før. Jeg foreslog at han meldte sig til massage for der var masser af piger og der rørte man hinanden. Det endte faktisk med at den ven jeg havde - og hvor jeg nok var den eneste der vidste at han ikke var bøsse - fandt sin Bettina der var Fysioterapeut. De fik en datter der ligner Martin.

Martin gik hjemme Betina arbejdede. Martin ville hellere lave sine kreative eksperimenter og ortne urtehaven og så tog han ind imellem ud for at vedligeholde de computerprogrammer som han selv havde skabt til virksomheder - og tjente til sin kunstnertilværelse. Martin blev en rigtig forfatter til bøger om Astronomi skrevet til børn. Jeg tror ikke at han lever mere da hans familie ikke blev særlig gamle på grund af højt kolesterol. Vi skiltes ikke fordi vi var uvenner men fordi jeg fandt min mand Lars og at sådan 2 kloge mennesker havde svært ved det sammen. Jeg mangler et billede af ham måske er der nogen der har et?

1992 - Jeff Ibbo er en billedkunstner uddannet på det kongelige Danske Kunstakademi i København. Han og jeg blev venner i min 25 års alder da jeg gik på hans croquishold i Køge og det venskab har holdt sig lige siden.  Jeg har engang i HF skrevet en andenårsopgave om ham og hans kunst om hvordan man laver et abtrakt maleri af en croquismodel i billedkunst som jeg fik 13 for og det blev altså starten på et langt venskab. I 3 år var jeg i mesterlære som billedkunstner hos ham. Han har været med til at oplære mig. Han har været en mentor og vejleder for mig. Han er en virkelig god mand, et godt menneske og en god kunstner. En provokatør måske. Han er gift med Grethe Tranberg. I dag er han og hans kone medlem af min gruppe. Vi deler stadig motivvalget i form af et det nøgne menneske. Uden ham var jeg nok ikke kommet så langt. Ham ser jeg tit i kunstlivet stadigvæk og elsker ham som min egen far.

1984 - Charlotte Hoff er billedkunstneren Ulrick Hoffs datter. Hun og jeg gik sammen på hendes fars "Ulrick Hoffs tegne- og maleskole" i Charlottenlund da vi var bare 17 og 18 år. Jeg rejste hver dag 4 timer  2 timer ud og 2 timer hjem i tog for at komme på tegneskole for der fandtes ingen i Køge hvor jeg kommer fra. Hun er blevet uddannet textildesigner på Skolen for Brugskunst. Charlotte fungerer i dag som tegnelærer og har overtaget sin fars kunstskole. Charlotte er en skarp kunstkritiker og nogle af de ting hun har sagt i mit liv om min kunst har provokeret mig så meget at jeg har udviklet mig meget kunstnerisk af det. Men hun er selv en dygtig kunstner. Da jeg var helt ung malede jeg fx. kun brune farver og Charlotte sagde det var fordi jeg var dårlig til farver. Det provokerede mig så meget at jeg besluttede mig for at blive god til at sætte farver sammen. Så der er blevet knald på farverne i dag. Og det kan man sige delvist er hendes skyld. Charlottes liv med sine forældre i Charlottenlund og faderens skole gjorde at jeg fik min gang i overklassemiljøet alle hverdage og dette har i en tidlig alder været med til at forme mig og uddanne mig indenfor kunst, klasse og kultur. Lidt op og ned ser vi hinanden men vores venskab har holdt sig lige siden.

1982 - Mexicaneren Alfredo Moreleon er komponist og musiker uddannet på musikkonservatoriet i Mexico. Han bor i Køge hvor jeg er vokset op med sin kone med et musikstudie i baghaven. Han og jeg mødtes da jeg var bare 16 år på vores arbejde i en fritidsklub. Jeg faldt pladask for denne rare mand på min fars alder og enden på det hele blev at Alfredo tog mig hjem til sig, sin kone og to drenge. Hans kone gav mig et stort knus da jeg ankom og jeg tænkte indeni dette bløde  "Her blir jeg" og så havde jeg adopteret mig selv ind som datter i den mest kreative og kærlighedsfulde familie jeg kunne få. Fuld af musik, kunst, kultur, kærlighed, viden, omsorg og en tro på mig og mine evner. Mine egne forældre accepterede mit valg. Som ung kunne jeg sidde timevis i Alfredos musikstudie helt stille og bare lytte, opleve instrumenterne spille osv. Jeg var meget fachioneret af alt det Alfredo kunne.  Alfredo var en meget vidende mand og han vidste meget om kunst og kultur. Han kom med en helt ny spændende kultur fra Latinamerika. Der var bøger på hylderne i dette hjem - Alfredos mor var forsker på universitetet i Mexico og jeg har skam mødt denne kloge dame - et helt anderledes hjem end mit barndomshjem fra arbejderklassen. Alfredo troede virkeligt på mit talent. Det var jeg ikke vant til hjemmefra. Han og hans kones opbakning ændrede retningen i mit liv fra et almindeligt lønjobliv til et liv med kunst. Alfredo har også æren for at jeg er blevet så musikalsk som jeg er. Jeg synger fx. godt. For hans hjem var det første sted jeg mødte rigtige levende musikere og billedkunstnere - alle fra Latinamerika - og det blev dem jeg udstillede med første gang nogensinde i Nicolai Udstillingsbygning -  nuværende kunsthal. Alfredo og jeg ser hinanden som far og datter den dag i dag. Den datter han ikke fik og altid har ønsket sig. Og det er jeg stolt af og elsker ham højt tilbage!

1966 - "Skipper" Finn Christensen var min egen biologiske far. Han var en stor original og en ener. Han var en stor stærk mand og selvstændig tagdækker og af forskellige grunde blev han omskolet til fotograf senere i livet.  Han døde 1999 - 56 år gammel. Man taler om ham endnu i min fødeby Køge længe efter at han er død og det siger jo noget om ham. Det siges at både han og jeg ligner min oldemor (Fars farmor). Jeg ligner ham meget især indeni. Jeg bærer som han kreativiteten, originalen og eneren i mig.  På mange måder var min far meget stærk og stædig hvilket jeg også er. Han fyldte meget hvor han var. Min far var en kristen mand.

Han var amatørmaler men en dygtig fotograf og han udviklede sin helt
egen teknik hvor han både malede og tegnede på sine sammensatte farve/sort-hvid fotos - i sit mørkekammer. Han tog et sort-hvid foto af sin model og "klædte" modellen på igen med en hjemmemalet kulisse. Det var før computer manipulationens tid og han gjorde alt hvad man i dag gør i computeren inde i sit mørkekammer. I starten sagde fotograferne. "Det er maleri - ikke foto". Malerne sagde "Det er foto - ikke maleri". Men senere kom han faktisk verden rundt med sine foto bl.a med nogle af mig selv på, der vandt Codak Golden og kom på en verdensomspændede vandreudstilling - og han kom flere gange på KE herhjemme. Køge Fotoklub siger at han er deres forbillede. Han var forløberen på alt det der kom til at ske senere på fotografernes område - bare uden en computer. Min fars kreative interesser har spredt sig i familien der ellers ikke var kunstnerisk men som en hoppy - og i dag er vi flere der maler og er meget kreative - bl.a jeg selv. Billedet af min far er det bedste jeg kunne finde.  Jeg synes faktisk selv at man kan se min fars stil i min egen stil og at æblet ikke er faldet langt fra stammen. Billedet her er min fars foto. Døm selv!

1780 - Adam Friedel. Længe efter at min far var død dukker hans 10 år ældre halvbror frem der har slægtsforsket i sin fars familie og har fundet os som sin familie. Denne mand korrespenderer jeg med gennem længere tid fordi for mig er ingen tvivl - de ligner hinanden - som min egen far ville se ud 80 år gammel. Han er kaptegn og mine fars forfædre var meget sømænd. Han fodrer mig med forskellige oplysninger om mine forfædre bl.a om min oldemor og min farfar der døde ung i et skibsforlis og jeg aldrig fik mødt - og jeg begynder at forstå ting. Han sender mig på et tidspunkt oplysninger om denne Adam Friedel som han mener jeg skal kende og som er i min familie længere tilbage - og alting sket senere tyder på at det er sandt.
Adam Friedel var en jøde der konverterede til kristendom og blev gift med en kristen kvinde i min fars families slægt. Han arbejdede som dansk general under Grækenlandskrigen i Grækenland. Da krigen var slut tog han ikke hjem til Danmark og sin kone og familie der. Han blev i Grækenland og ernærede sig ved at lave portrætter af overklassen, adelen og militærtoppen. Da disse muligheder sluttede tog han til England hvor han giftede sig igen og slog igennem som litografisk portrætkunstner. Min mor siger at det passer og at hun som ung har mødt hans danske kone der blev vraget af sin mand der rejste til England og det prægede resten af hendes liv.
Dette gav mig en større forståelse af hvordan man så langt tilbage kan arve nogle evner der helt var blevet "glemt" i familien og hvordan kunsten kan "genopstå" fordi slægten bærer den i sig helt uden at vide det gennem generne. Jeg må indrømme at jeg har aldrig følte at jeg hørte til i arbejderklassen og at jeg var lidt "Den grimme ælling" der i Køge hvor jeg er vokset op. Jeg havde helt andre evner og interesser end de andre der og kom jo også til at læse kunsthistorie og blev kunstner. Nu er jeg i den bedre middelklasse og der føler jeg mig bedre hjemme. Jeg var hende ingen regnede med skulle blive til noget bl.a fordi jeg ikke havde et almindeligt lønjob i arbejderklassen. Kunst var til en hobby der - ikke et erhverv.

~
GUD
Jeg er Guds kvinde. Af hans ler er jeg skabt. Han har mig oppe i sin hånd. Han elsker mig som en dyrebar blomst. I hans hænder hviler jeg i hans nærvær. Han er min Gud, leder og skaber. Jeg rådfører mig med Gud før jeg gør noget og respekterer hans valg i stort og småt.