tirsdag den 8. januar 2019

At kunne profetere

Jeg kan forstå at der er mennesker der er begyndt at prøve at profetere efter at de har læst min blog. Derfor vil jeg gerne forklare hvordan man kan profetere.

Vi mennesker er alle Guds børn. Vi er skabt af ham og tilhører ham. Med i baggagen som mennesker er vores egen evne til at høre Guds ord i vores indre og lade os lede af ham. Ved vi præcis hvad vi skal gøre for at handle korrekt i en situation fordi vi ledes af Guds indre stemme er vi nået langt.

For at kunne profetere må man øve sig. Du kan gøre sådan her:

Sæt dig i en stol eller læg dig i din yndlingsofa. Vend dig indad i dig selv jeg sig: Herre Jesus Kristus. Jeg beder om din beskyttelse. Giv mig et profetisk ord.

Og så lægger du dig helt stille og venter indtil du i dit indre kan høre Guds stemme. Det bønnesvar man får står ikke til diskussion. Det er fra Gud selv. Man må forholde sig til det ordret som om det var et citat.

Brug en halv time hver dag til at vende dig indad mod Gud og du vil blive bedre og bedre til det. Til sidst vil denne ledelse blive en del af din intuition og du vil til enhver tid være i sikre hænder hos Gud uanset hvad der sker.

En anden måde at gøre det på er at sidde 2 personer overfor hinanden i hver sin stol. Så beder du: Herre Jesus Kristus beskyt os. Har du et profetisk ord til ... og så hans navn. Så siger du det du hører i dit indre højt for din makker. Øv jer på denne måde og I vil lære at høre profetisk.

Er man ikke helt god til at høre i sit indre er man måske bedre til at skrive et profetisk ord. Sæt dig med blok og blyant eller din computer og bed Jesus om beskyttelse og et profetisk ord. Lad så din intuition og hænder føre de rette ord ned i tastaturet og lyt indad til Gud imens du skriver ordret hvad han siger.

Alt hvad Gud profeterer til dig er hans sandhed. Derfor skal du opfatte det fremkomne ord eller sætning som et citat Gud har betroet dig.

Men det er vigtigt at forstå at man må øve sig og kan høre forkert. Man kan ved tvivl korrigere sig selv om et profetisk ord er sandt eller falsk ved at undersøge om det er opbyggende. Hvis det du hører er nedbrydende for dig eller vedkommende eller hvis det strider imod Guds ord i bibelen så var det ikke Guds ord men noget andet. Og det skal man ikke høre på.